Så længe jeg kan huske – eller siden jeg lærte at kunne klokken – har jeg set på et ur kl. 21:34 nok en 4-5 gange om ugen. Hver uge. Stort set uden undtagelse.

Min fars clockradios flourescerende røde tal brændte sig fast i min hukommelse.

Min første tanke var, at det måtte være et magisk tidspunkt på døgnet – og jeg holdt derfor godt øje med magien. Der skete bare aldrig noget kl. 21:34 – i hvert fald ikke magisk.

Jeg har derfor taget sagen i egen hånd og skaber nu selv magien omkring 21:34.